Fire af Pers fem børnebørn fylder år inden for tre uger i forårstiden. Det er godt ramt. To af dem er godt nok tvillinger, men alligevel.
Ud over købegaverne plejer jeg at sy eller strikke noget til de søde små.
Yngstepigen fik en bog
- og så måtte jeg jo sy et blåt tæppe og en kanin som passer til.
Her er mor-kaninens forklæde.
"Nu går jag till jobbet" - sagde hun, da hun også fik en blå rygsæk. Det er ligesom far og mor gør.
Næstyngstepigen fik også en bog, den handler om en pige, som har en pude og et rotteagtigt sovedyr.
Altså fik hun også en pude og en "rotte" - og jeg som hverken kan lide rotter eller at hækle! Men det var faktisk sjovt at hækle frit uden opskrift. Tage lidt ud hér og lidt ind hér, og hylle op og starte forfra når dyret så for misdannet ud.
Tvillingerne fik bl. a. hver en æske med specielle (dyre!) tusser, som kan viskes ud. Vi aftalte, at jeg skulle sy poser, så tusserne ikke blev blandet sammen med deres almindelige tusser - eller med hinandens. De har selv valgt stoffet.
Jeg var nødt til, meget imod mine principper, at gå til stofbutikken og købe blåt fleece til kaninens tæppe. Men alt andet materiale er taget fra lageret. Og så havde jeg - igen - stor glæde af min overlockmaskine, den syr som en drøm.